Naturbeskrivelser

Jeg har netop hjulpet en forfatterveninde med at historiefaktatjekke en letlæsningsserie, hun har skrevet. Da det er letlæsning for børn 9+, er sproget meget stramt. Nul beskrivelser. Ren historie. Det fik mig til at tænke på, hvor meget jeg bruger beskrivelser, især noget så oldnordisk som naturbeskrivelser.

Ældre litteratur har ofte nogle meget lange beskrivelser, så lange, at en moderne læser taber pusten. En forfatter i vore dage er nødt til at være noget mere skarp, ellers lægger læseren bogen fra sig. På den anden side kan det også være skønt at læse en beskrivelse, der tør folde sig ud og tage den plads, den behøver.

Natur og naturfænomener har stor betydning i Tågespind, derfor skal de også beskrives. Jeg bruger det til at sætte en stemning. Der er intet, der indikerer romantik som en solnedgang og duften af syrener.

En dyster stemning kan man også mane frem ved en simpel ændring af vejret og ordvalget.

Sandras bøger er henvendt til drenge, der ikke altid synes, bøger er det sjoveste tidsfordriv. De gider ikke læse lange beskrivelser af dette og hint, der skal action på. Mine bøger retter sig mod en noget ældre aldersgruppe, unge og voksne, der godt vil dvæle lidt i en sindsstemning, inden historien tager dem videre.

Man skal heller ikke glemme den inspiration, naturen kan give en forfatterhjerne. Min søn tog dette billede sidste år:

Et gærde midt ude i en skov. Hvem har bygget det? Hvad skulle adskilles? Hvordan har landskabet ændret sig, siden det blev bygget? Det kan man godt få spundet en historie om, inden man når hjem igen.

Et gærde er ikke så meget natur som kultur. Men sønnike tog også dette billede:

Min fantasi maner små skovtrolde frem eller alfepiger, der danser på et levende dansegulv. Eller noget mystisk lav, der kravler frem og vil overtage verden …

Nabo Eva fangede en lidt større trold nogle kilometer herfra:

Skoven hedder Troldhøje. Wonder why …

Nogle gange kunne jeg godt tænke mig at kunne male. Fange de der indtryk og kunne gengive dem lige så smukt. Men det kan jeg ikke. Jeg har kun ordene at male med. Og nogle gange vil jeg give mig selv lov at male smukke billeder i mine bøger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *