Arbejdspladser

Som forfatter er alt, hvad man behøver sin computer eller notesbog og kuglepen/blyant/fjerpen og et sted at sidde ned. I princippet kan man selvfølgelig også stå op, men med de mængder af tid, man skal bruge til at skrive en bog, foretrækker jeg at kunne sidde ned. Jeg har en drøm om at indrette et bibliotek med bøger fra gulv til loft stående i fine, gamle reoler og en læsekrog med øreklapstol og et lille bord til tekanden. Der skal mit skrivebord stå med udsigt til alverdens historier.

Virkeligheden pt. ser sådan ud:

Det er vores spisebord, der står midt i vores køkken-alrum. Heldigvis er det et stort spisebord, så jeg behøver kun at rydde op, når vi får gæster. Kontorstolen har jeg lånt af sønnike. Katten sidder klar til at være med enten liggende på mit skød eller ved at trampe på taster, der ikke skal trampes på. Sådan et rum kan man ikke bare lukke døren til. Der kommer ofte familiemedlemmer forbi på vej til køleskab eller kaffemaskine, fjernsynet kører i baggrunden og naboer kommer forbi. Men jeg har vænnet mig til forstyrrelserne, og det er her, jeg får skrevet det meste.

Et par gange om ugen ser arbejdspladsen sådan her ud:

Min ældste søn dyrker teamgym på højt plan og har stadig en alder, hvor han er afhængig af sine forældre til transporten. På den anden side af gelænderet har jeg udsigt til 60-70 gymnaster, der springer, styrketræner eller øver rytme. Læg hertil dunkende musik i lydstyrke ekstrem, jævnlige klapsalver når nogen stiller et svært spring, råben fra trænerne og unge mennesker, der bruger redskaberne omkring mig og engang imellem venligt spørger, om de må bruge den bænk, jeg har slået mig ned på.

De tre timer, sønnen træner, kan lige så godt bruges fornuftigt, så jeg tager computeren med. Men førnævnte faktorer virker jævnt forstyrrende, så det er ikke her, jeg tager de store hug i arbejdet. Men jeg har fundet ud af, at jeg godt kan lave redigeringsarbejde her. Hvis det ikke kræver for mange overvejelser, men bare er rettelse af ord, sætninger og kommaer, så fungerer det fint. Læg mærke til at jeg har tekanden med.

Jeg er faktisk heldig at have fundet mig en forholdsvis bekvem siddeplads. Andre haller har kun en hård bænk, en madras eller det bare gulv at byde på. Gennem årene har jeg måttet tage til takke med særdeles improviserede arbejdspladser. Min novelle ‘På gloende pæle’ blev faktisk skrevet i bilen på parkeringspladsen uden for Ramsøhallen.

Den yngste søn har også en hobby. Det er motocross. Frygtelig larm at sidde at skrive i, men der er et cafeteria på banen, hvor jeg kan sætte mig ind. I sagens natur render der en del mennesker ind og ud sådan et sted, og mange af dem er frygtelig hyggelige at snakke med, men det er da lykkedes mig at tage noter til mange kapitler der.

Jeg ved ikke, om andre forfattere har det ligesom mig. De fleste af dem har nok et job og en familie, der skal passes. Alle finder den måde at arbejde på, som virker for dem, de huller i løbet af en uge, hvor skriveriet kan plejes.

Om nogle år flytter børnene hjemmefra, og jeg vil få både tid, ro og plads. Gad vide, om jeg overhovedet kan få skrevet noget, når det pludselig bliver så nemt …?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *