Bogforum

At være en lille, ny forfatter på et kæmpe BogForum var en noget overvældende oplevelse. Forlaget var der alle tre dage, jeg nøjedes med at komme søndag. Jeg var lidt ærgerlig over det, men sådan som mit hoved og mine fødder havde det om aftenen, er jeg glad for, at jeg ikke skulle stå tre dage igennem.

Jeg ankom om morgenen, følte mig meget lille, mens jeg gik rundt og prøvede at finde standen. Der var så mange forlag, det er jo helt vildt, hvad der findes af forlag i Danmark, der var så mange mennesker. For en bonderøv som mig var det stort, voldsomt og overvældende. Det lykkedes mig at gå lige forbi Linette Harpsøe uden at se hende. Heldigvis var hun mere opmærksom end mig. Jeg ville gerne have snakket med hende igen, men jeg kunne simpelthen ikke finde hende igen i mylderet af mennesker og forlag.

Jeg fandt Ulven og Uglens stand og der mødte mig et dejligt syn.

En halv hylde fyldt op med Ellekongen. Det giver altså et helt gib i en, når man ser sin egen bog stillet op til skue på den måde. Et ekstra gib fik jeg, da jeg fik øje på dette:

Forlaget havde lavet læseprøver af min bog. Er den ikke nuttet?

Mit forlag delte standen med Andersen og Vig, som udgiver Eva Egeskjolds bøger. Jeg har læst de første to i hendes Næslandet serie, og den er bare god. Jeg havde lånt dem på biblioteket, men jeg besluttede mig hurtigt for, at jeg blev nødt til at eje alle fire. Hun havde dagen før skrevet kontrakt med en agent, der vil arbejde på at få bøgerne solgt til udlandet. Det er da bare spændende, fuldt fortjent og noget, man kan drømme om selv.

Jeg signerede bøger. Der blev faktisk solgt pænt af dem, der var bl.a. et par familiemedlemmer forbi. 🙂 Forsiden blev rost i høje toner, og mor er stolt.

Der foregår rigtig meget på sådan et BogForum, og jeg fik ikke oplevet ret meget af det. Jeg fik set interviews med Malene Søvsten og Ditte Wiese, shoppet bøger, udover Evas bøger blev det til nogle historiske romaner af Susanne Clod Pedersen og Martin Davidsen. Dem glæder jeg mig meget til at læse.

Jeg fik snakket med rigtig mange mennesker, og alligevel missede jeg en hel masse. Man kan ikke nå det hele. Men alt i alt var det igen hyggeligt at hænge ud på Ulven og Uglens stand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *