Skriv en bog på et år – uge 16 – lidt om planer

Så nåede jeg endnu engang til et punkt, hvor min fine plan ikke holder. Jeg har byttet rundt på et par scener for at få mere fra Daniels synsvinkel. Det føltes som det rigtige at gøre.

Jeg brugte ellers ret lang tid på at lave den plan, en rimelig udførlig sceneoversigt. Men jeg var godt klar over, at den ikke skulle være mere fast, end at jeg kunne lave noget om, hvis det blev nødvendigt.

Var det så spild af tid at lave den plan? Ikke det mindste. Det kostede mig lidt hovedbrud og lidt skrivetid, til jeg havde regnet ud, hvad jeg skulle ændre, men jeg har stadig en fungerende plan, jeg bare kan vende tilbage til, når jeg har skrevet mig igennem denne ændring.

Så jeg er stadig for en god planlægning, der dog giver plads til udsving som dette. Til næste ændring i hvert fald. 🙂

Hvornår ved man, at man skal lave om på sin plan? Hvornår skal man holde sig til den og hvornår skal man afvige fra den? Tja, denne gang var det en følelse. Det opstår tit, mens man skriver. En scene bliver lidt længere end planlagt, tidslinjen bliver ændret lidt, man laver lidt om og lige pludselig skal der byttes rundt på et par scener eller skrives en helt ny. Andre gange er det ens redaktør, der fortæller en, at det vil være en god idé.

Jeg er nu nået op på 32018 ord. Der skal snart til at speedes lidt op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *