Skriv en bog på et år – uge 1

Det er på høje tid at begynde på bog nr.2 for alvor. Jeg har et år til at skrive den, lidt mindre faktisk, så jeg har travlt. Jeg er ikke nogen hurtigskriver. Altså, jeg er så gammel, at jeg lærte maskinskrivning i skolen og kan bruge alle ti fingre (jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke er på skoleskemaet mere, i vore dage er det da endnu mere relevant end i skrivemaskinens tid. Det skal dog lige siges, at jeg har set unge mennesker bruge et tofingersystem lige så hurtigt), så den tekniske del af processen er ikke det, der holder mig tilbage.

Jeg er 100metermester i at tænke for meget over, hvad jeg skal skrive. Tænke over handlingen og formuleringen, finde de rette ord. Jeg ved udmærket godt, at jeg skal vente med det til redigeringen, men trods adskillige forsøg på at slå hjernen fra og bare skrive, så finder jeg alligevel mig selv siddende foran computeren grublende over et eller andet. Når man skriver historisk, render man ofte ind i noget, der skal researches. Hvis mine personer plukker blomster i en skov, skal det for det første ikke være en haverose, det skal være en vild skovblomst. En åben græsningsskov i 1700-tallet lignede ikke vore dages bøgeskove. Jeg er nødt til at finde ud af, hvilke planter der voksede i sådan en på det tidspunkt. Desuden skal blomstringstiden også passe med tiden i handlingen.

Tiden, der går med research kan jeg ikke gøre så meget ved. Men det andet kan jeg arbejde på. Nu har jeg en deadline, det plejer som regel at hjælpe på arbejdstempoet. Desuden har jeg lagt en plan. Jeg har lavet en outline for min historie.

Det har jeg gjort før, da jeg skulle have serien antaget af forlaget. Jeg udbyggede den også i en ledig stund og begyndte at skrive. Men arbejdet med redigeringen af etteren har bragt projektet på så stor afstand, at jeg begyndte at se nogle mangler. Den skulle udbygges endnu mere for at få den dybde og kompleksitet, jeg gerne vil have.

Problemet er, at når jeg planlægger, har jeg en tendens til kun at have de allermest nødvendige scener med, højdepunkterne. Jeg havde brug for en plotmodel, der var meget udførlig. Den fandt jeg her.

Jeg brainstormede scener på livet løs og skrev dem ned på post it’s. Byttede om og skrev dem ned i en notesbog, min ældste søn har givet mig i fødselsdagsgave.

Det fylder en del, men det er kun godt. Det gode ved den model er, at man får tænkt mange scener frem, men den er stadig løs nok til, at man kan bytte rundt på punkterne, bruge flere scener på et enkelt punkt eller slå nogle punkter sammen, hvis det passer bedre med historien.

Noget af det, jeg har brugt lang tid på i redigeringen, er at lægge spor ud. Denne gang har jeg i min notesbog skrevet alt det ned, jeg skal have med i hver enkelt scene, så sporene kommer med fra starten. Kender jeg mig selv ret, skal jeg nok få nogle geniale idéer undervejs, så jeg alligevel må skrive om, men forhåbentlig har forarbejdet betalt sig hjem i form af mindre redigering. Det er i hvert fald planen, og håbet er lysegrønt.

Her på bloggen vil jeg hver mandag opdatere med hvor meget, jeg har skrevet i ugens løb for at holde mig selv til ilden og hvilke udfordringer og forhåbentlig succes’er, jeg støder på i skriveprocessen. Hvis du har lyst, er du velkommen til at følge med. Der kommer nok også et skriveråd i ny og næ.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *