Redigering anden runde

Jeg er i fuld gang med at redigere igen. Forlaget har kigget manuskriptet igennem med alle de rettelser og tilføjelser og nye kapitler, jeg havde lavet og har sendt mig en masse nye rettelsesforslag. Og dermed har jeg fået travlt igen. Jeg skal aflevere det igen midt i maj, der jo som bekendt allerede er startet. Det harmonerer ikke særlig godt med jobbet, der betaler regningerne. Foråret er altid en travl periode i en børnehave, ting, der skal afsluttes og overdrages til andre, fordi børn skal videre, planlægning af nye børnegrupper, omrokering af personale, fordi antallet af børn og personaletimer skal passe sammen. Men sådan er det.

Man bliver så i godt humør, når man støder på en kommentar som denne:

Endelig kan man komme af med al sin nørdede viden om mælkebehandling i 1700-tallet! 🙂 Jeg prøver jo at undgå alt for lange og omstændelige forklaringer i bogen, men man kan jo godt føle sig lidt indebrændt engang imellem. 🙂 Og det er heldigvis ikke den eneste af den slags kommentarer. Ja, jeg tror kun en forfatter, der har researchet længe på et bestemt emne, kan forstå min glæde her.

Jeg knokler altså løs, dels fordi jeg har en deadline, dels fordi nu vil jeg gerne snart kunne hellige mig helt og holdent skrivningen af toeren. Den deadline rykker jo også tættere på …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *