Hvad laver dine personer?

For nogle uger siden skrev jeg lidt om naturbeskrivelser. Der findes jo andre former for beskrivelse. Ens bog er fyldt med personer, der foretager sig noget, har en hverdag, der skal beskrives. Tågespind foregår for 300 år siden, og Karen har derfor et liv og en hverdag, der adskiller sig meget fra den moderne læsers.

Jeg er typen, der synes, det er vildt spændende at finde ud af, hvordan man gjorde tingene dengang og går meget op i at få alle detaljer med. Men jeg er godt klar over, at alle mærkeligt nok ikke synes, det er mega interessant at få beskrevet fremstillingen af smør anno 1731 fra a-z. Derfor lagde jeg bånd på mig selv, holdt mine beskrivelser på et minimum.

Stor var min overraskelse og glæde, da mine redaktører meldte ud, at de savnede en større fornemmelse af Karens hverdag, at jeg gerne måtte slå mig mere løs med mine beskrivelser, netop fordi livet var så anderledes dengang, at læseren ikke har en referenceramme at holde sig til. At det oven i købet var sjovt at lære noget om! Fedt, sagde jeg og gav den lidt mere gas. Det er der kommet et hel del flere scener ud af.

Jeg har dog stadig gjort mig umage med at gøre dem spiselige.

1. Naturlighed.
Beskrivelserne skal inkorporeres naturligt i handlingen. Det skal give mening, at de foretager sig de ting, de gør på lige det tidspunkt. Nogle gange er aktiviteten i centrum, når det er den, der er det vigtige element i scenen. Andre gange fungerer den som baggrundstæppe for den egentlige handling. Det kan gøres ved at lade sine personer foretage sig noget, mens de tænker eller taler og så sprede sine beskrivelser af aktiviteten ud mellem replikker og tankerækker.

Nogle gange foretager personerne sig de samme ting. F.eks. har jeg ret mange malkescener i min bog. I den første scene har jeg gjort en del ud af beskrivelsen og derefter ved læseren forhåbentlig, hvad det handler om og jeg kan efterfølgende korte mine beskrivelser ned. Det indebærer den risiko, at første del af bogen bliver mere præget af beskrivelser end resten af den, men så må man jo bare håbe, at de er så levende og interessante, at folk bliver hængende alligevel. 🙂

2. Bryd tekstblokkene op
Returknappen er min ven. En tekst med masser af luft og hvidt papir omkring sig er mere spiselig end en stor tekstblok, der fortsætter i en køre hele siden ned. Varieret brug af korte og lange sætninger hjælper også. Bryd beskrivelserne med replikker og tanker, så vi hele tiden fastholdes i, at vi er inde i hovedet på et levende menneske, og at det er det menneske, der foretager sig de ting, vi beskriver.

3. Brug følelser og sanser
Hvad er personens følelser omkring det, hun foretager sig? Hader hun det eller er der ikke noget bedre i hele verden? Eller kører det på rutinen?

Når mennesker foretager sig noget, giver det forskellige sanseindtryk, man kan beskrive. Hvor ondt får man i armene af at kærne smør? Fornemmelsen af et varmt koskind mod panden og et blødt yver mellem fingrene, når man malker. Lugten af kolort. Det gør beskrivelserne levende.

Miljøbeskrivelser kommer man ikke udenom. De er i sagens natur mere stillestående, men stadig kan man bruge ovenstående retningslinier. Det er stadig levende mennesker, der bevæger sig rundt i f.eks. stuen på billedet ovenover. De gør ting i den, kurer rundt på den hårde bænk, har svært ved at sove, fordi personen ved siden af i alkoven ligger uroligt eller snorker. De tænker, taler og sanser.

Det vigtigste, når man lægger sin handling i en historisk ramme er: RESEARCH! Så er det heldigt at være en nørd, for så er det sjovt at læse alt om så obskure emner som sengetøj, ostefremstilling og brug af gødning under dyrkningsfællesskabet. Men når man så har læst en masse om et emne og brænder efter at få det med i sin historie, kommer vi til næste regel om beskrivelser:

4. Vælg, hvad du vil fortælle og hvorfor
Dengang var det skik og brug, at kvinderne stod op under måltiderne. Kun mænd sad ned. Det var der både kulturelle og praktiske grunde til, men det er ikke en god idé i lutter feministisk forargelse at fremhæve det og dømme den tids mennesker. For dem var det bare sådan det var. Ens hovedperson kan selvfølgelig godt være forud for sin tid og tænke anderledes end flertallet og synes, det er uretfærdigt. Men det duede heller ikke for mig.

Det var vigtigt at få den detalje med for at få det rigtige billede anbragt i læserens hoved, men hvordan får man noget frem, der er så naturligt for ens personer, at de ikke tænker over det? Jeg brugte regel nr.3 og lod Karen være træt i benene efter en lang tur med malkespanden. Forhåbentlig blev det nogenlunde elegant. Det gav også en naturlighed i forhold til, hvad der foregik tidligere på dagen og hendes valg, der påvirker de næste begivenheder og resten af bogen.

Billederne er lånt fra Frilandsmuseets hjemmeside. Et uvurderligt sted for en forfatter, der skriver historisk. De er fra en bestemt gård, Pebringegården, som jeg har brugt som model for den gård, Karen bor på. Pudsigt nok lå den oprindeligt ikke så langt fra, hvor jeg bor, en detalje jeg var glad for, da byggestil og indretning godt kunne variere fra egn til egn. Næste gang din tur går til Frilandsmuseet, så prøv at forestille dig Karen i Pebringegården. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *