Noget om genrer

Mit forlag, Ulven og Uglen, laver ofte indlæg på deres blog, hvor de udbreder sig om fantasy. Jeg læser dem altid med stor fornøjelse. I går handlede det om paranormal romance, en undergenre inden for fantasy, som fokuserer på romantik, hvor i hvert fald en af parterne ikke er et helt almindeligt menneske.

Indlægget tager udgangspunkt i Skønheden og Udyret, et af mine yndlingseventyr. (Ja, jeg er stadig vild med Disneys tegnefilm og skal helt klart ind og se filmudgaven.) Eventyret har en del træk til fælles med myten om Eros og Psyche, som jeg var kraftigt inspireret af under skrivningen af Ellekongen. Pigen, der forelsker sig i en gud, mister ham og må gennem prøvelser for at vinde ham tilbage.

I bunden af indlægget bliver min bog så nævnt som forlagets første udgivelse inden for paranormal romance. Det kan læses her

Hermed er min bog så blevet genrebestemt. Jeg har ikke rigtig kunnet bestemme mig for en genre. Der er fantasyelementer i min fortælling, men rendyrket episk fantasy er det ikke. Paranormal romances foregår oftest i nutiden og min er historisk og i senere bind vil der foregå ting, der godt kan placere dem i forskellige andre genrer. Men paranormal romance er nok det begreb, der dækker bedst. Jeg befinder mig fint på den hylde, kan jeg mærke.

Genren er stor i udlandet, og herhjemme er vi ved at komme godt med. Danske eksempler er Louise Haibergs Dæmondræber-trilogi og Pernille Eibyes Blodets bånd-serie. Der er mange flere, men dem har jeg desværre ikke fået læst endnu, men der er ingen tvivl om, at min bog kommer i godt selskab. Den kommer til at adskille sig fra de andre ved at foregå i fortiden. Det bliver spændende at se, hvad folk siger til det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *